Kirkesølv
Et år efter byggeriets start blev sognets beboere bedt om at komme med gamle sølvting, som man så regnede med at sælge og derefter købe altersølv til kirken.
Det blev imidlertid hurtigt klart, at sådan kunne man ikke gøre, idet den ene efter den anden kom og fortalte historien bag det, de gav, enten det havde tilhørt bedsteforældre eller et barn, de havde mistet, og at de nu med en særlig glæde ville give det til Bistrup kirkes altersølv og dåbsfad.
De 7 kg. ægte sølv, der blev indsamlet, blev istedet omsmeltet og smedet af den lokale sølvsmed Ove Wendt efter tegning af kirkens arkitekt, Tyge Arnfred.
De 7 kg. rakte ikke til alt kirkesølvet, men det blev til kalken og disken og dåbsfadet.
Alterstagerne i sterlingsølv og oblatæsken er skænket anonymt af hver sin familie.
Alterkanden er skænket af Birkerød Menighedsråd
OBS:
I den lokale folder fra 1977, skrevet af sognepræst og kirkebygger J. C. Schwarz- Nielsen
(afskrevet flere steder og dermed også på hjemmesiden) står der Gustav Wendt. (Stavemåden på fornavnet er heller ikke helt korrekt, se længere nede)
I begyndelsen af 2008 indløb der en mail fra Australien med en rettelse.
Det var fra Gustaf Wendts bror, som fortalte at det var deres far, Ove Wendt, der var sølvsmeden.
Ove Wendt (1907-1982) var en meget estimeret smykkedesigner og sølvsmed, hvis smykker stadig fremstilles af Georg Jensen, og de er alle udstillet på Museum of modern art i New York.
Georg Jensens kopi af solvognen, som er udstillet i Royal Copenhagen, er også fremstillet af Ove Wendt